”Money’s not an issue!”
I 2006 modtog vi en fax på MOEF med skriften ”Lightchain Wanted, Money´s not an issue”. Vi tog kontakt til afsenderen, som viste sig at være kaptajn på en stor lystyacht i Caribien. På opfordring af et dansk besætningsmedlem, hvis søster havde kendskab til MOEF, henvendte kaptajnen sig med denne særprægede bestilling
Lyskæden skulle specialfremstilles til yachten efter særlige mål, hvor den skulle pryde skibet fra for- til agterstavn. I første omgang skulle MOEF fremstille en omkostningstung prototype af en stjernediode, der blev sendt til ejeren af skibet, - hvis navn vi aldrig har fået oplyst, men som blot omtales ’the owner’. Tilbagemeldingen lød, at stjernedioden skulle være en centimeter bredere i diameter. Vi fremstillede derfor en ny prototype, der var en centimeter bredere, som blev godkendt af ’the owner’. Derpå fremstillede vi en lyskæde bestående af stjernedioder, hvor alle dele er udviklet helt fra bunden. Al teknik til lyskæden er specialudviklet og fremstillet i materiale, så den kan modstå de hårde vind- og vejrforhold på søen. Efter afleveringen modtog vi en fax med ordene ”the owner is pleased”. Lyskæden hænges op én gang årligt - på ’the owners’ bryllupsdag.
I 2009 fik vi en ny fax. Meldingen lød, at ’the owner’ havde købt en ny og større superyacht til 100 mill. euro (750 mill. DKK), hvortil der skulle fremstilles en ny og væsentlig længere lyskæde. Den nye lyskæde er nu afleveret og monteres på båden til december.








