Logo
Piktoresk udsigt ved ruinen
Kirkjubømúrurin grundplan fra 3D-scanning
Opstalt af 3D-scannet facade
Kirkjubømúrurin i landskabet
Kirkjubømúrurin under 3D-opmåling
Det indvendige scannes
Opstalt af endegavl
Opstalt af anden side

MOEF assisterer Færøernes Nationalmuseum i bevarelsen af historisk nationalmonument

Vi har været på Færøerne. Her foretog vi 3D-opmålinger af Magnus-katedralen, som ligger på Færøernes nok vigtigste historiske sted, Kirkjubøur. Katedralen blev bygget omkring år 1300, og står i dag som ruin.

MOEF blev kontaktet af Færøernes Nationalmuseum, som ønskede en præcis opmåling som grundlag for en arkæologisk undersøgelse og –dokumentation af ruinen. Ruinen, der ligger på sydvestkysten af Streymoys,  har siden reformationen i 1540 været udsat for vind og vejrs nedbrydende kræfter, og ruinen er derfor under særlig observation, fordi man ønsker at undgå yderligere erosion. MOEF blev tilkaldt, da vi med vores scanningsudstyr kunne foretage en fuldstændig 3D-opmåling af ruinen.

På baggrund af de scanninger, som MOEF foretog af ruinen, har arkitektfirmaet Nebel & Olesen etableret tegningsmateriale, som viser, hvordan ruinen ser ud nu. Færøernes Nationalmuseum vil bruge tegningsmaterialet i forbindelse med de forestående bygningsarkæologiske undersøgelser, hvor ruinens nuværende tilstand samt historiske spor skal registreres, samt til præsentationer af konserveringsprojektet. Ud fra MOEF’s og Nebel & Olesens materiale har Nationalmuseet nu et komplet overblik over ruinens geometri. 3D-dokumentationen kan endvidere bruges til formstudier af katedralens oprindelige – eller tiltænkte udseende. Om katedralen blev fuldført er endnu uvist, men de forestående undersøgelser kan måske bringe klarhed herom. Geometrien kan computerbehandles og sammenholdes med samtidige og beslægtede bygningsværker og giver derved en uvurderlig indsigt i den tids arkitektur.

MOEF er stolt af at kunne bidrage til bevarelsen af Magnus-katedralen, som senere vil søges optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

”MOEF har i samarbejde med Nebel & Olesen hjulpet os et stort stykke på vej i dokumentationen af Magnus-katedralen. Det har været særdeles vigtigt for os at få tilvejebragt et opdateret grundigt dokumentationsmateriale, bl.a. med de præcise opmålinger, som MOEF har foretaget, for at kunne udføre de nødvendige bygningshistoriske og –tekniske undersøgelser. Derved skulle vi være klædt godt på til at kunne tage stilling til de efterfølgende konserveringstiltag, for at ruinen kan sikres mod fortsat nedbrydning og derved bevares i mange år fremover. MOEF udførte 3D-opmålingerne med stor entusiasme for arbejdet med det historiske materiale.”
- Símun V. Arge, Museumsinspektør, Færøernes Nationalmuseum.