Holger Danske vakt til live med moderne teknologi
CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, som hører under Århus Universitet, tog kontakt til MOEF, da de skulle lave en poetisk projektion på Holger Danske i forbindelse med Kronborg Slots relancering af dele af udstillingerne på slottet. Kronborg Slot ønsker at anvende nye formidlingsteknikker samt at blive mere digitale, moderne og publikumsinvolverende. Derfor blev der taget utraditionelle metoder i brug, da Holger Danske skulle ”vækkes” til live.
MOEF hvidlysscannede Holger Danske på hans plads i Kasematterne under Kronborg, hvor han har siddet og vogtet i over hundrede år. Dataet fra scanningen skulle CAVI bruge som grundlag for udregninger til at udforme et digitalt lag på det fysiske objekt. Den poetiske iscenesættelse skulle altså skabes vha. 3D-projektioner på Holger Danske.
Vi bearbejdede derfor scandataet og videregav en færdigbehandlet STL-fil til CAVI. Derudover printede vi en 3D-figur af Holger Danske, der var 60 cm høj, som CAVI kunne bruge i forbindelse med afprøvning af projektionerne.
Til reception på Kronborg Slot d. 13. okt. 2010 fik vi mulighed for at opleve CAVIs poetiske iscenesættelse af Holger Danskes liv – og det var en spændende oplevelse, hvor det rungede i kasematterne, da Holger Danske slog øjenene op. Her var vi øjenvidne til en slags ”state of the art”, for det er nemlig en særlig teknik, CAVI har udviklet, som endnu ikke er særlig udbredt på verdensplan.
”MOEF producerede scanningen af Holger Danske på Kronborg Slot for os. På baggrund af scanningen producerede MOEF et print af Holger Danske i ca. 1:4. Dette var nødvendigt, fordi vi i arbejdsprocessen ønskede at kunne eksperimentere med indholdsproduktionen i vort eget laboratorium. Scanning og print var af høj kvalitet og levede op til vore forventninger og var en standard, der var nødvendig for at kunne bruge denne metode."
- Morten Constantin Lervig, Afdelingschef CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, Aarhus Universitet
Billederne er venligst udlånt af: CAVI, Aarhus Universitet








moef.dk