Den Gyldne Dame revived anno 2011
Carlsberg kom til MOEF med en spændende opgave. De skulle bruge en 3D-figur af Guld Tuborgs Gyldne Dame. Den Gyldne Dame skulle indgå i et kunde-display til opsætning rundt på forskellige barer og salgssteder. Her skulle hun pryde landets bardiske sammen med en tre liter stor Guld Tuborg magnumflaske. MOEF skulle designe hende som 3D-figur, da hun hidtil kun har eksisteret som silhuettegning.
Det blev besluttet under en workshop med Carlsberg i idéudviklingsfasen, at man ville holde sig til det klassiske ikon, men at figuren skulle ændres. Version 2011 af den Gyldne Dame skulle have samme ikonstatus som skitsetegningen på Guld Tuborg-flasken, men hun skulle også gøres levende og nutidig.
På en følgende workshop skulle vi definere den Gyldne Dame. Gennem storytelling skulle vi italesætte hendes karakter. Hun skulle være imødekommende, men ikke for meget. Hun skulle udstråle kvindelig sensualitet, men ikke på en vulgær måde. Hun skulle afspejle værdighed, elegance og sødme, men uden at blive kedelig
Skulptør Pia Langelund, som er en af landets bedste skulptører, blev engageret til at modellere den gyldne dame af MOEF. Processen forløb som et tæt samarbejde mellem hende og Kristoffer Kelstrup fra MOEF, hvor hun modellerede og Kristoffer rettede ind. Det tog syv til otte korrekturgange, før vi fandt frem til det endelige design.
Da modelleringen var færdig, 3D-scannede vi lermodellen med henblik på, at den skulle omdannes til 3D, så figuren også kunne bruges i Carlsbergs digitale markedsføring. Derudover udgør dataet fra 3D-scanningen også et sikkerhedsgrundlag, fordi Carlsberg har en elektronisk back-up af figuren. Næste led i processen var at udforme en prototype, som vi 3D-printede på baggrund af 3D-scandataet. Vi gav den 3D-printede prototype overflader, og den blev bemalet med guldfarve. Prototypen blev brugt på Carlsbergs nationale salgsmøde, hvor hun overbeviste de fremmødte om, at hun er en flot repræsentant for Guld Tuborg mange år frem i tiden. Med Carlsbergs godkendelse af Den Gyldne Dame blev hun sendt til produktion i Kina. Vi varetog kontakten til producenten og sørgede for, at den høje kvalitet blev overholdt under produktionen.
”Jeg har mødt meget stor forståelse for idé og koncept under udviklingen af Den Gyldne Dame hos MOEF. Kvaliteten af figuren er meget høj, og det er den i høj grad på grund af holdet bag MOEF, som er yderst kompetente, professionelle og kvalitetsorienterede. Det krævede helt særlige kompetencer at udvikle Den Gyldne Dame, så hun bibeholdt sin ikonstatus. De kompetencer har MOEF!”
- Lajs Kaznelson, Brand Manager, Tuborg







moef.dk